Efter at have læst hele ‘Mere Christianity’ står jeg tilbage med samme oplevelse som i mit tidligere indlæg: Apologeten C. S. Lewis. Det er blot blevet styrket af at have læst hele værket. Lewis formår at forklare, hvad han ser Kristendommen som, på en ganske let tilgængelig måde, der inddrager læseren og forpligter denne på at søge Gud. I dette indlæg fokuserer jeg på den sidste halvdel af værket.

Et helt centralt emne, der berøres, er tro og gerninger. Kan den ene overhovedet eksistere uden den anden? Min oplevelse er, at der i dag er alt for mange præster, der tilskriver sig troens vigtighed, men som i øvrigt ignorerer gerninger. For eksempel var jeg til Højmesse for nylig, hvor præsten kun snakkede om tro og håb. Det var ganske intetsigende og jeg gik derfra med en tom følelse af ligegyldighed, fordi hvis budskabet i kirken er så vattet, så er det jo komplet ligegyldigt, hvordan jeg vælger at varetage mit liv. Nej, jeg skal stilles en opgave der forpligter i kirken. Lewis sammenligner tro og gerninger med bladene på en saks, der selvsagt ikke fungerer godt såfremt det ene er væk. Hans pointe er, at hvis du tror, uden rent faktisk at lytte til hvad Gud siger, og dermed ikke handler i overensstemmelse, så er du lige vidt med din tro. Omvendt hvis du er overbevist om, at såfremt du eksempelvis donerer en masse penge, så kommer du i himmelen. Dette er selvsagt også nonsens, fordi der er mange mennesker, som donerer af forkerte årsager. Bare tænk på snart sagt alle større virksomheder, der donerer til snart det ene, snart det andet alt efter hvad vej medievinden blæser. De rigtigt ulækre stiller sig så op på en tv-skærm med en stor check i hånden og lader sig hylde af pøbelen. Kan det blive mere nedværdigende og ringeagtende?! Fy for satan.

Nej, Lewis vil sige, at vi har brug for begge dele og at det ene ikke kan eksistere i ægthed uden det andet. Jeg er sikker på, at når Luther siger, at vi frelses gennem vores tro, så mener han noget lignende. Dette synes jeg er selvindlysende, fordi vi alle ved, at det sværeste i livet er at gøre de rette gerninger af de rette årsager! Det er en daglig kamp, der skal ses til gennem hele livet.

Lewis kommer også ind på teologi. Han ser teologi som en form for kort for den kristne. Når jeg nu selv studerer teologi synes jeg det er interessant. Jeg er ikke sikker på jeg er helt enig, da jeg fundamentalt set tror Kristendommens kerne åbenbares mellem den enkelte og Gud. Når det er sagt, så har han en pointe og den forstår jeg således: Teologi er vores forfædres tolkninger af Guds ord. Gennem tiden er der blev sorteret i hvad disse er – nogle er blevet kasseret, andre er kommet til. Faktum er, at grundet vores adgang til kirkefædre med videre, har vi mulighed for at stå på deres skuldre og øse af deres visdom, som er gjort gennem deres livserfaringer. Sagt på anden vis, så slibes Guds ord og holdes i live gennem teologien. Der hvor jeg virkeligt tror Lewis har fat i noget, er, at jeg tror på, at kirkefædrene var langt tættere på essensen af Guds ord end vi kan komme idag og dermed kan de ses som en form for kort. Ja, de var langt tættere på det at være menneske, ja på selve livet. Idag, drevet af teknologi, globalistiske (underlig sammensmeltning af socialisme og liberalisme) tanker osv., er vi ganske afskåret fra Sandheden, som den åbenbares af Gud. I omkring 1850 kritiserede Søren Kierkegaard præsterne, der prædikede om frelsen om søndagen og derefter overhovedet ikke efterlevede deres prædiken resten af ugens dage. Prøv at tænke bare et kort øjeblik over hvor meget værre det er blevet i dag, uha uha uha…

Tilbage til bogen. Lewis har også et kapitel omkring mødet med Gud. Som mange tænkere før Lewis har beskæftiget sig med, så kan det lavere ikke påvirke det højere og dermed kan vi ikke påvirke Gud. Det er derfor også Gud, som åbenbarer sig for os og ikke omvendt. Der vil være nogle, som oplever Guds nærvær ofte, og der vil være andre, som sjældent eller aldrig gør. Det hele handler om, hvorvidt den enkelte er retvendt i sit forhold til Gud. Dette tror jeg er en af grundene til, der er så mange idag som ikke bekender sig til Kristendommen. Altså, i en verden med syndige fristelser alle steder og hele tiden, er det desto sværere at stå imod. Djævelen frister os ved ethvert gadehjørne og det er noget af en opgave at sige NEJ hver gang.

Generelt skriver Lewis flere gange om et af de helt centrale elementer i Kristendommen. Det faktum, at Gud lod sig inkarnere i tiden gennem sin søn Jesus. Ud fra dette kan mange konklusioner drages, men en af disse er, at Gud er dynamisk og blander sig i vores verden. Til alle tider vil der ske en form for dans mellem Gud og mennesker, på grund af forholdet mellem Gud og Jesus, hvor Helligånden virker. Denne ‘dans’ foregår inde i hver og en af os og opgaven er så at sige, at blive en del af denne. Sagt med andre ord at blive en del af Guds mønster, der går igen og igen og igen i os mennesker og verden som helhed.

Hvordan skal en lærer, far eller mor tale til et barn? Eller, hvordan skal præsten tale til menigheden? Her vil Lewis sige, at vi altid skal tale på et niveau så barnet, eleven eller menigheden er udfordret. Det er vigtigt, at læreren hele tiden går til grænsen af den lærendes formåen. For eksempel snakker forældre til deres børn i lang tid, uden barnet overhovedet forstår hvad der siges. Dette faktum skal gerne gøre sig gældende gennem hele opvæksten. Jeg kender det stadig fra mig selv, at hvis jeg tales til, på en måde jeg finder dum, så har jeg sværere ved at lytte. Det er meget vigtigt, at vi altid udfordres i vores interaktioner. Derfor er det et kæmpe problem når eksempelvis præster i kirken dummer Kristendommen ned til tro og håb eller bare snakker om gårsdagens forside på Ekstra Bladet eller et andet af de sjælkorrumperende fake news medier. Vi har brug for at blive udfordret søndag efter søndag og der skal være en tærskel vi skal over for at forstå det, som sker i kirken. Alternativet er en kirke, der godt nok “følger med tiden”, men som udvander sig selv, og hvor de folk som kræver mere og mere udvanding vil blive ved med at brokke sig, samtidig med hvad jeg kalder menigheden vil stoppe med at komme.

Det blev et kort sidespring, så tilbage til bogen. Hen imod slutningen skriver Lewis om, hvad det er Gud kræver af os. Svaret er kort sagt: ens hele selv. Vi skal lukke Gud ind og så lade ham arbejde i os. Så længe vi er retvendte mod Gud, skal det nok lykkes. Til at hjælpe os med at lukke ham ind, bør vi have kirken. Kirkens centrale opgave er netop at hjælpe os med at lukke Gud ind, så vi forhåbentlig kan komme i himmelen i det næste liv.

Idet vi lader Gud arbejde i os kan vi finde os selv, hvilket Søren Kierkegaard har skrevet meget om. Lewis sammenligner Gud med saltkværnen, der bruges til at salte maden. Gennem salten fremkommer en masse smagsnuancer i de forskellige ingredienser (individer), der ellers bare vil smage som en kedelig masse – her nævner Lewis med rette, at vi skal se bort fra situationen hvor maden bliver for salt. 🙂 Altså med andre ord vil vi uden Kristendommen være en grå masse, der bare følger den nyeste dille blindt. Det giver derfor god mening, hvorfor tyranner som Hitler og Stalin, som det første fjernede Kristendommen. Hvad der er endnu mere tankevækkende er, hvorfor vi lader organisationer som EU, FN, WEF mv. tage Kristendommen ud af billedet. Nej, tankevækkende er slet ikke dækkende, det er faktisk gruopvækkende, for historien bør have lært os hvor det ender…

Lewis slutter sit værk af med at skrive om, hvor svært det kan være at komme ind i Guds rige, især hvis du har mange penge (eller bare er inklineret mod at gøre gode gerninger). Først og fremmest skal du komme til den ydmyge erkendelse, at kun i kraft af Gud har du noget, da alt i sidste ende tilhører Ham. Dermed er vi tilbage ved starten af indlægget omkring tro og gerninger. Hvis du gør de rigtige gerninger, men ikke ærbødigt takker Gud for alt, så kan det være lige meget i et frelsesperspektiv. Som der står i Matthæusevangeliet 19,24: “Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Det kan være let at blive fanget i sin egen forfængelighed og materialismens sikkerhed. Omvendt, hvis du står på afgrunden og har valget mellem Gud eller fortabelse, så er valget heldigvis åbenlyst for de fleste. Deraf også citatet fra Matthæusevangeliet 19,30: “Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.” Dette kan blandt andet læses som, at de meste succesfulde i livet ikke nødvendigvis kommer i himmelen først, men snarere den anden vej rundt.

Jeg har nydt at læse ‘Mere Christianity’. Værket er let tilgængeligt og jeg vil mene alle kan få noget ud af den – selvfølgelig på forskellige planer. Lewis har en dyb indsigt i det menneskelige sind og hvordan det kan påvirkes af Gud, men så sandelig også af djævelen, hvilken han formår at øse af, ved hele tiden at stille tankeeksperimenter for og imod op. Gennem bogen illustrerer han, kapitel for kapitel, hvordan kernen af Kristendommen er ganske simpel, men ufatteligt svær at efterleve. Noget jeg tager med fra bogen og som jeg selv gerne vil blive bedre til er at bede en bøn hver dag, da jeg tror, at det kan hjælpe med at retvende sindet mod Gud.