Djævelen er altid nærværende og hvis vi ikke passer på, forfalder vi let til at gøre hans gerninger. ‘Djævelske Breve’ eller ‘The Screwtape Letters”, som værket hedder på engelsk, er, som jeg ser det, et forsvar af Kristendommen, men perspektivet er det af djævelens (jeg bruger djævelen og det onde om det samme. Der er måske nok nuanceforskelle, men med brede penselstrøg er pointen identisk). Værket er først udgivet i 1942 og er skrevet som en række breve addresseret fra en “senior djævel” (Screwtape) til en “junior djævel” (Wormwood). Omdrejningspunktet er en ung britisk mand, som den junior djævel har til opgave at præge i “djævelsk retning”. Værket bærer præg af, at der ikke har været en rød tråd fra start til slut, men snarere har Lewis forsøgt at samle mange af sine tanker omkring hvad der er kristent og ikke-kristent. Lewis opnår med dette at vise, at de mange mindre dagligdags adspredelser, observationer, bekendtskaber mv., alle sætter sig i os og at det oftest er passive valg, der fører os mod at gøre det onde. Værket slutter ved at mennesket har overgivet sig til Kristendommen, og de to djævle må give fortabt. Over for Gud kan de intet stille op. I det følgende vil jeg dykke ned forskellige steder i teksten og forsøge at fremhæve nogle pointer jeg finder interessante og dybt relevante.

I kapitel VI er den unge mand usikker på, hvorvidt han indkaldes til militærtjeneste eller ej (Anden Verdenskrig). Denne usikkerhed er djævlene mægtigt begejstrede for, fordi de ved, at usikkerhed let kan blive til frygt. Djævlene elsker, at vi som mennesker bekymrer os om fremtiden og den usikkerhed der altid vil være. Jeg er helt enig i, at det er farligt at bekymre sig for meget om fremtiden og jeg tror folk i dag bekymrer sig mere om fremtiden end måske nogensinde før. Vi har mistet blikket for det evige og guddommelige, og at Gud nok skal være med os hvad end fremtiden bringer. Gud vil, at vi bekymrer os om det vi er i gang med, altså at være til stede lige NU i det vi gør, eller den samtale vi har, eller det fællesskab vi indgår i. Kort sagt skal du tro for at være til stede i nuet. Fremtiden skal nok komme og det skal nok gå alt sammen, så længe du tror og gør dit bedste nu.
Videre snakker seniordjævelen om, at den unge mand ikke skal påvirkes til at hade tyskerne. Nej de er for fjerne og perifære ift. hvad der er relevant for hans dagligdag – han skal snarere præges til at irriteres over det nære. Hvis det onde skal sejre, så skal den unge mand lade sig blive irriteret over de mindste ting ved sin mor eller sin kæreste osv. Vi kender det alle sammen, det kan være alt fra måden bestikket rører tallerkenen eller lyden når vedkommende drikker af sin kop. Denne irritation vil nemlig, over tid, sætte sig dybt i den unge mand og kan ende med at blive til et had mod hele dennes væsen. Fra det ondes synspunkt er det genialt, at alt den positive energi fokuseres på noget fjernt og perifært, mens den negative energi rettes mod det helt nære som vi dagligt mindes om. Denne pointe finder jeg meget interessant sammenlignet med idag, hvor der er en tendens til, at især medier gennem deres “reportager” og hvad de ellers kalder deres propaganda, forsøger at få os til, at få medlidenhed med mennesker i for eksempel Afrika eller Mellemøsten. Min pointe er ikke at postulere, at det som sker rundt om i verden ikke kan være forfærdeligt, snarere er min pointe, at det er farligt at lade sig styre følelsesmæssigt af noget så fjernt fra ens egen hverdag, hvor der alligevel er kræfter på spil, som du ikke kan styre. Samtidigt med, at vi skal have medlidenhed med fjerne egne, forsøger medierne at splitte danskerne ved eksempelvis at snakke om vaccinerede og ikke-vaccinerede. Det vil sige, at de dæmoniserer de mennesker som du har daglig interaktion med på et rent følelsesladet grundlag. Dette er alt sammen en del af globalisternes agenda om, at vi skal væk fra nationalstatstanken og bygge et internationalt utopia. Jeg har svært ved at finde ord for hvor modbydeligt det er, men heldigvis er ordet djævelsk ganske dækkende.

I det efterfølgende kapitel bringer Screwtape adskillige interessante pointer op. En af disse er, at djævlen i dag primært virker i det skjulte gennem blandt andet skepticisme og materialisme. Tidligere var djævelen langt mere fysisk i sin tilstedeværelse. Et eksempel herpå er Moses “kamp” mod faraos magikere, hvilke kan siges aktivt at tilbede djævelen. I dag udvirker djævelen i langt højere grad sin magt i det skjulte ved, at mange er skeptiske over for den del af verden som de ikke kan putte på formel. Jeg oplever idag, at der er rigtigt mange som har givet slip på det æstetiske og smukke med videre og jeg tror i høj grad det skyldes en skepsis over for om der er noget, som er absolut større end os. Materialisme er dog for mig at se det helt åbenlyse bevis på, at djævelen har gået sin sejrsgang ved at virke i det skjulte. Der er i dag en stor tro på, at man gennem materiel komfort kan sikre sig et godt liv. Det er helt vildt, hvordan det er kommet dertil, i og med enhver der mærker efter, godt ved, at så snart du for eksempel har fået den nye flotte bil så er der noget andet du vil have. Kort sagt bliver du aldrig mæt som materialist, hvilket djævelen formår at udnytte til fulde. Konstant holdes du i et limbo, hvor du aldrig er tilfreds og samtidig ikke forstår hvorfor. Her er det værd kort at nævne den teknologi vi har idag. Rigtigt meget teknologi er fokuseret på, at du skal kunne klare dig selv som individ, uden at være afhængig af andre. Altså ganske navlebeskuende og jeg-fikseret. På overfladen lyder det godt at kunne klare sig selv, men lige under overfladen lurer meningsløsheden ved ikke at være til gavn for andre. Båndene på tværs af generationer kappes i stigende grad midt over og på et større plan forstår vi endnu ikke konsekvenserne af dette, hvilket jeg vil komme ind på, på et andet tidspunkt. Kogt ind til benet, så ønsker djævelen at du handler for dig selv og din egen fremgang, mens Gud vil, at du er til gavn for andre.

I samme kapitel nævner Screwtape også pacifisme, og hvordan det kan være djævelens ven. Dette er også ganske relevant idag, hvor mange kan finde på at beskrive sig selv som pacifister. Jo jo, vi er enige om, at krig er skrækkeligt, men ikke at ville kæmpe for sit fædreland virker svagt, snarere end stærkt. Hvor bragte pacifismen ikke store dele af Europa under Anden Verdenskrig? Hitler fik frit spil til at indtage mange lande. England derimod kæmpede og formåede at forsvare sig med masser af patriotisme og stolthed til følge – et herligt skue. Nogen der faktisk kæmper for noget – for at være en selvstændig enerådende nation! Selv imens jeg sidder og skriver dette, kan jeg mærke nationalfølelsen vokse i mig. Imens krig er forfærdeligt, så er der en kraft hos især unge mænd om at skulle udrette noget, hvilket for eksempel er gennem en meningsfuld krig (tænk Englands forsvar mod tyskerne, ikke USAs krige i eksempelvis Irak og Afghanistan). Relateret til dette at skulle udrette noget er, at især unge mænd, mangler et kald til at komme væk fra computeren. Der er ikke nogen, som ønsker at sidde og blive tykke inde i mørket, men når du har følelsen af, at dine omgivelser ikke kræver noget af dig, så kan det være svært at komme igang, især hvis du ikke er troende.

Jeg har i dette indlæg nået at dykke ned i langt færre kapitler af The Screwtape Letters end jeg havde håbet. Tankerne løber simpelthen derudaf efterhånden som jeg skriver. Jeg vil derfor fortsætte hvor jeg har sluppet med kapitel VIII i næste indlæg.