I mit indlæg ‘Djævelske Breve’ og det moderne menneske nåede jeg ikke så langt med C.S. Lewis værk ‘Djævelske Breve’ som jeg havde håbet, og jeg vil derfor fortsætte hvor jeg slap sidst. I nedenstående kommer jeg ind på vigtigheden af at lade Gud virke i en ved udførslen af arbejdsopgaver og hvor vigtigt det er i slutningen af dagen at kunne sige: “det formåede jeg at udrette idag!”. Dernæst kommer jeg ind på “dårlige bekendtskaber” I kristen forstand og hvordan djævelen ønsker disse bekendtskaber. Slutteligt dykker jeg kort ned i humor og om hvordan, især den overfladiske lette humor kan være ganske farlig at tumle for meget rundt i.

Vi kender alle sammen følelserne, når vi går gennem noget svært eller har et arbejde vi ikke har lyst til at udføre. Ja, jeg vil vove den påstand, at vi alle dagligt går igennem dette følelsesregister. Du kan her enten vælge at gøre som djævelen ønsker og ikke udføre arbejdet eller gøre som Gud ønsker og få det udført. Pointen i kapitel VIII er, at når vi går gennem noget svært, så er det både en mulighed for at lade Gud eller djævelen virke i os. Gud, ved at lade os komme gennem det svære med opløftet hjerte, eller djævelen ved at lade os forfalde til ugidelighed, meningsløshed osv. Dette kan udmønte sig i at se TV mange timer om dagen, besøge prostituerede, øget alkoholindtag, distancering fra de nærmeste relationer osv. Alt sammen åndeligt passive gerninger, der nedbryder os yderligere. Der hersker idag en fortælling om, at det handler om at gøre livet så nemt som muligt, hvilket primært opnås gennem materialisme. Dette grunder blandt andet i en tanke om, at det for alt i verden handler om at undgå at udføre “hårdt” arbejde, som vi ser os hævet over. Eksempelvis oplever jeg flere i min omgangskreds, der mener de ikke vil gøre rent i deres eget hjem, fordi deres timeløn, på deres almindelige arbejde, er højere end den en rengøringsdame får. Denne meget materialistiske og monetære tilgang til livet elsker djævelen som beskrevet i ‘Djævelske Breve’ og det moderne menneske. For mig, er der en form for glæde når jeg er færdig med at have gjort rent. Hermed har jeg udrettet noget som ingen kan tage fra mig. I mit tidligere kontorjob havde jeg sjældent følelsen af at have udrettet noget konkret, hvilket i nogen grad skyldtes at alting var virtuelt, men selvfølgelig også, at jeg reelt set ikke fandt mit arbejde meningsfyldt. Jeg er helt på det rene med, at det ofte handler om at have tid til alle sine gøremål, men jeg vil vove den påstand, at hvis du har tid til at sidde en halv time eller mere foran TV’et dagligt, så har du også tid til at gøre rent. Jeg tror på, at de små momenter af glæde og tilfredshed, der opstår, når du eksempelvis er færdig med at gøre rent, er enormt vigtige for at have et meningsfyldt liv. Desuden er der en glæde ved at holde ens eget, alternativt risikerer man at ende med at udlicitere al mening i livet til andre. Kort sagt, Gud vil, at vi tager det aktive valg, mens djævelen vil det passive.

I kapitel X skifter Lewis emne og begynder her at beskrive nogle nye venner som hovedpersonen har fået. Humlen er her, at du som kristen ofte vil stå i dilemmaet mellem Kristendommen og det moderne, der i dag står i skærende kontrast. Det hedonistiske lystbetonede syn på det at være menneske, er kort sagt ganske uforeneligt med Kristendommen. Præster i hobetal forsøger i dag at kombinere de to, men det er og bliver en umulighed, da Kristendommen skal udvandes så meget, at der næsten intet bliver tilbage. Djævelen er meget tilfreds med de nye venner, som vores hovedperson har fået og de beskrives som: “rige, intelligente, overfladisk intellektuelle og stærkt skeptiske omkring alt i verden”. Derefter nævnes, at de nok også er pacifister. Alt sammen noget, der i moderne ører lyder som et rigtigt fint bekendtskab. De er garanteret gode til paratvidensspil, har alle de “rigtige” holdninger, er veganere og elsker Marvel-filmene. Lewis pointe er, at hvis eksempelvis samtalen i socialt lag med disse venner er på deres præmisser, så går den sandsynligvis direkte imod hovedpersonens tro. Han vil være stille når han burde tale og han vil grine når han burde være stille. Denne beskrivelse er i mine ører præcis den oplevelse jeg havde til de fleste fredagsbarer, da jeg arbejdede i Mærsk. Det store dilemma er, om man så skal vende disse venner ryggen eller blive ved dem og håbe på, at de retvendes. Dette er som meget andet i livet enormt svært at svare på og der kan ikke gives et facit. Dog vil jeg mene, at hvis du føler dig drænet efter hver gang du har været i selskab med disse venner, så er det nok bedst ikke at se dem, men hvis du får energi ud af relationen så er det en god idé at blive i den. Såfremt du får energi ud af relationen er det sandsynligvis, fordi du netop kan sige din mening og grine når du finder det sjovt. For yderligere at besværliggøre dette dilemma er en af Lewis pointer, at vi som mennesker selvsagt præges af det vi oplever. Dermed kan du risikere at blive som disse venner og gøre som djævelen vil have det. Med andre ord, du lever en dobbelttilværelse, hvilket over tid kort sagt vil udslette dig. Ud fra Bibelen ved vi udemærket godt, hvor det hele ender, hvis djævelen får for meget magt. Således står der I Første Mosebog kapitel 18, vers 20 om Sodoma og Gomorra: “og Herren sagde: Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor.”

Efterfølgende skriver Lewis om de nye venner og de forskellige former for humor, der kan være mellem vennerne. Her vil jeg kun nævne en form som jeg finder ganske fremherskende idag og om hvilken Lewis tydeligvis gjorde sig tanker. Det engelske ord er “flippancy”, der kan oversættes med ord som respektløst, overfladisk lethed o.l. Pointen er, at djævelen kan bruge denne form for overfladiske humor til at udvande dybe emner til det rene ingenting. Ved selv de mest alvorlige sider af livet, findes der en “sjov” vinkel, der gør det enormt svært at være alvorlig i et socialt lag og den som prøver, kommer ofte til at virke som en sur gammel mand. Dette kender jeg selv fra mangt et socialt lag, hvor jeg let ses som en lyseslukker eller lignende, når jeg prøver at snakke seriøst om et dybt alvorligt emne. Et godt eksempel herpå er, når jeg forsøger at tage Kristendommen alvorligt i en samtale. De fleste har en umiddelbar ironisk distance til det at tro, hvilket let gør, at man i samtaler om tro sjældent når meget dybere end at snakke om, at Jesus gik på vandet og det kan man ikke… Altså, det er svært at nå dertil, hvor vi i samtalen ser ind i os selv, vores egen synd og hvordan vi skal åbne os mod Gud. Denne respektløse form for humor passer rigtigt godt ind i tidsånden, hvor vi indgår i mange mere eller mindre perifere relationer, hvor disse lettest bibeholdes ved, at vi ikke træder hinanden over tæerne. De eneste emner og holdninger, som “må” tages alvorligt er dem som medierne og “godkendte” meningsdannere, såkaldte eksperter, er eksponenter for. For eksempel er Bill Gates “godkendt” til at være ekspert på madområdet (veganisme mv.) og sygdoms-/vaccineområdet, hvor Joe Rogans holdning ikke er godkendt. Bill Gates er tyk og ser generelt ganske usund ud, hvor Joe Rogan er veltrænet og sund. Det er jo grotesk. Derfor er du konspirationsteoretiker, hvis du for eksempel følger Joe Rogans råd om Corona “vaccinerne”, og du er et kritisk tænkende veloplyst og i øvrigt dannet individ, hvis du følger Bill Gates råd… Der er ufatteligt mange eksempler på ovenstående idag, men tænk over det næste gang du sidder i et socialt lag og tanken nager – “hvad laver jeg dog her?” Hvorfor er det du ikke har lyst til at være der – er det fordi samtalen er funderet i djævelens virke og ikke Guds?