Jeg vil i den næste tid skrive en række indlæg omkring Tolkiens skabte Midgårdsunivers med fokus på elementer, som jeg mener i høj grad er præget af Kristendommen. Jeg vil med sikkerhed overse og udelade en hel del, men pointen er bestemt heller ikke at dette skal være udtømmende.

Siden jeg i 2001 stiftede bekendtskab med Ringenes Herre i biografen, har jeg til stadighed været fascineret og på forunderlig vis været draget tilbage til denne fortælling igen og igen. Tidligere har jeg bare nydt universet, men ikke tænkt dybere over, hvorfor og hvad det er ved det, som i så høj grad fascinerer mig. Noget jeg, inden jeg selv blev troende, ikke lagde meget værdi i, var påvirkningen fra ens tro for det levede liv. Idag står det omvendt lysende klart for mig, at Kristendommen gennemsyrer hele Tolkiens univers. Lige fra hans skabelsesberetning i Silmarillion, over betydningen af kærlighed, begær, lyset over for mørket osv. osv. Det er med andre ord blevet tydeligt for mig, at en af grundene til, at jeg finder hans univers så dragende er alle de kristne elementer som vi nu engang er rundet af i Danmark gennem ca. 1.000 år. For at det ikke skal være nok betydning for det at være dansker i sig selv, så er en anden af Tolkiens store inspirationskilder nordisk mytologi og Norden inden Kristendommens indtog.

I nedenstående indlæg har jeg gjort mig nogle tanker om hobbitter. Jeg har valgt at fokusere på, hvordan hobbitter generelt er tilfredse med det de har og et liv som følger årstiderne, vigtigheden af slægten og nærværet, samt det at høre til.

I Midgård, som Tolkien døber den skabte verden, lever der for eksempel hobbitter. Disse væsener lever et stille liv og blander sig ikke i verden uden for deres eget. Det nærmeste har således stor betydning, mens det perifære snart sagt er ligegyldigt. På samme vis ønsker Gud også, at vi kerer os om det nære som vi kan præge, mens vi lader det perifere være. Ydermere klarer hobbitter sig ganske fint med ganske lidt. Næsten alting de sætter pris på, kan siges at være skabt af naturen eller i hvert fald af naturmaterialer. Her er der ikke noget ønske om industrialisering, digitalisering mv. De stræber ikke efter hele tiden at opnå højest mulig økonomisk gevinst. Snarere er de tilfredse med (selvfølgelig er der undtagelser såsom irriterende slægtninge mv.) hvad de har og finder glæde i fællesskabet. For eksempel da Bilbo skal holde sin 111-års fødselsdag. Op til denne begivenhed er hele Hobbitrup på den anden ende og alt handler om denne fælles begivenhed som de kan dele med hinanden. Til en sådan fest hører der sig god mad, musik, rusmidler og fyrværkeri. Alt sammen hvad jeg vil kalde kernebestanddele for en god fest. Der er ikke Instagram, digital musik, telefoner osv. Nej, der er dig sat i forhold til festlige rammer, som har fungeret sådan i tusindvis af år og som du skal være med til at fylde ud med dit selskab.
Videre, så agter hobbitter slægten og deres forfædre højt. Huse betegnes med navn efter den slægt, som bor der – man ærer og lytter til sine ældre. Man skriver ens slægtshistorie ned og hvis din far er gartner, så bliver du nok også gartner. Her tæller pligten mere end rettigheden og friheden til bare at folde dig ud i alle og ingen retninger. For eksempel er Sams far gartner og det samme er Sam. Den dag du glemmer din fædrene arv er du fortabt. I Bibelen er din fædrene arv selvsagt også meget vigtig. Bare tænk på Patriarkfortællingerne, arvefølgens vigtighed. Ja, vi kan endda gå hele vejen op til Jesus, om hvem det fortælles, at han er af Davids slægt. Der er også lignelsen om “Den fortabte søn”, hvor den ene søn, sagt med et moderne udtryk, drager ud for at “realisere sig selv”. Han ender med at vende hjem og konkluderer, at det er i hans fædrene hjem, at han hører til. I dag er der omvendt en fortælling om, at du vitterligt kan vælge din egen familie, hvis du er utilfreds med den du er født ind i. Det er meget skræmmende, at unge, letpåvirkelige sind, fortælles sådanne løgne. Både i Ringenes Herre og i Bibelen er det dog positivt, at du udfordres ved at rejse ud. Således rejser Bilbo og Frodo begge ud, men begge med det for øje at vende hjem igen. Lignende i Bibelen, hvor Abraham kaldes på en stor rejse som 75-årig. Du skal dog aldrig glemme hvor du kommer fra, for idet du gør det risikerer du fortabelse. Pointen er, at det er sundt og nødvendigt at mærke livet på egen krop og gøre sine egne erfaringer. Det sætter tingene i perspektiv og opbygger karakter, der er så vigtig at give videre til kommende generationer. Omvendt, hvis du blot bliver hjemme i reden risikerer du at synke hen i magelighed og lad os kalde det små tanker, der let kan udmønte sig i griskhed og jalousi. Det lader til, at det eksempelvis er noget lignende som er sket for Posenborg-Sækkerne, som er ganske misundelige på Bilbos rigdom og det faktum, at han holder sig ung. Dette strider selvsagt mod det 9. Bud, der lyder “du må ikke begære din næstes hus.” Noget andet du opnår ved at rejse ud er, at have en fortælling at dele. Hobbitter elsker som nævnt historier og gode fortællinger. Samme med Bibelen, især Det Gamle Testamente, der er bygget op som mange fortællinger. På mange måder tager vi alle del i den samme store fortælling, som vi hver især bidrager til. Nogle i højere grad end andre, men jeg tror på, at vi i høj grad forstår verden gennem fortællinger. Dette er en af grundene til, at jeg og mange andre sætter så stor pris på Ringenes Herre. Det kunne være en fortælling fra vores verden, den daglige kamp mellem det gode og det onde, lyset og mørket mv.
Årets gang er et andet helt centralt element for hobbitterne og for Midgård-universet som helhed. Ligesom slægter følger på slægter, sådan følger også årstiderrne efter hinanden. De store fester, der ses frem til, holdes om sommeren, hvor der samtidig opbygges forråd til vinteren. Hobbitterne bor i huler, der tempereres til alle årstider. Med andre ord, er der sammenhæng i det som foregår og ting følger på hinanden.
Et sidste centralt element, som jeg vil komme ind på, omkring det at høre til er, at det betyder, at der er folk som ikke hører til. Såfremt du skal høre til i Herredet skal du indrette dig efter de gældende skikke og regler – du får ikke en hobbit til at ændre sig efter din kultur. Der er masser af visdom gemt i dette som vi i dag i den grad ringeagter. Kort sagt er hobbitterne på mange måder som vi mennesker er flest – det er da også i disse, at Tolkien virkelig indlagde sig selv. Nutidens tanker om multikulturalisme, med mindre iboende subkulturer, lever i bedste velgående i Danmark. Der er imidlertid brug for, at et land eller område er rundet af den samme kultur og arv. Vi skal så at sige alle gå i samme retning. Gør vi ikke det, river vi vitale usynlige bånd over, der til stadighed binder os sammen. Jeg bliver så trist over at tænke på, hvordan magthaverne gennem flere generationer nu har ladet Danmark, et af verdens tidligere mest homogene lande, blive multikulturelt. Og nej det har intet med racisme at gøre, det har noget med menneskelig natur og det at høre til at gøre. Er hele din fædrene arv eksempelvis i Asien, Mellemøsten, Afrika osv., så hører du sandsynligvis til her. At magthaverne ikke kan indse dette er mig en gåde og det risikerer at rive Danmark midt over. Kommende generationer kommer til at undre sig over, hvad det dog var deres forfædre havde gang i og hvorfor de foragtede deres kommende slægtninge gennem deres handlinger. Kort sagt blev der samlet på magt og mammon på bekostning af fremtiden.

Det kørte lidt ud af en tangent hen imod slutningen, men jeg kan ikke undgå at blive ramt af frustration og magtesløshed når jeg tænker på masseindvandringen, der er blevet tilladt og de konsekvenser det allerede har i dag og de konsekvenser det vil have for fremtidens generationer. Tolkien forstod dette udemærket, som han forstod meget andet. I dette indlæg har jeg blot berørt en lille top af isbjerget, der er Tolkien og Kristendommen, hvilket jeg vil fortsætte med i kommende indlæg.