Nu har der de sidste uger igen været Pride i København, hvor virksomheder og offentlige institutioner har kæmpet om at hænge mest muligt regnbuefarvet pynt op og have de mest politisk korrekte og inkluderende holdninger – gaaaab. Sågar har Forsvarsministeriet gjort det samme – forestil dig et forsvar baseret på Pride… Ja tak, det er helt gakkelak og vores forfædre må vende sig i deres grave. Tænke sig at have kæmpet for Danmarks frihed under de Slesvigske krige, i skyttegravene ved Somme, eller deltaget aktivt i modstandskampen, for blot at nævne nogle få eksempler på selvopofrelse, for at vi så smider al konventionel visdom på gaden, blot for at tækkes globalisternes inklusionsfane. Jeg vil i nedenstående komme ind på Dannebrog og min undren over hvorfor dette smukke flag skal substitueres med Pride-flaget. Dernæst vil jeg snakke om, at vi skal lade Gud om hvad der tilhører Gud og mennesker om hvad der tilhører mennesker og hvordan utopia kun kan skabes af Gud. Herefter lidt om, hvordan Prides grænser hele tiden flyttes, hvad vores kære politikere tænker om køn, kort om at lade sig styre af følelser, samt til sidst nogle observationer.

Pride, der endnu engang er løbet af stablen har fået mig til at tænke over, hvad det i grunden er, der gør jeg har det så svært med Pride. Hvis vi for eksempel tager et kig på Pride-flaget og Dannebrog, så har jeg meget svært ved at se, hvordan Pride-flaget symboliserer noget mere inkluderende end hvad Dannebrog står for? Under den danske fane er alle lige for loven og har de samme rettigheder, der grundlæggende er funderet i Kristendommen. Kristendommen, der i sin natur er konservativ og bevarende. Bare tænk på jøderne i det Gamle Testamente. Hver gang de bliver for grådige, dovne eller lignende, så straffer Gud dem, således at de kommer tilbage på det rette gudfrygtige spor. Der er altså tale om en cirkulær bevægelse – jøderne er gudfrygtige og belønnes, storhedstid følger, herefter forbryder de sig mod Gud og straffes og en barsk tid følger. Altså fuldstændig som op gennem Historien, som vi idag næsten ikke forholder os til, og som vi forsøger at omskrive i inklusionens tegn. Idag tror jeg desværre, at de fleste er overbeviste om, at vi er på vej mod et bedre og bedre og mere oplyst samfund, hvor vi i inklusionens ekstrem har udryddet al ondskab. Dette er i grunden helt vildt, for samtidig med mange tænker ovenstående, så er de ganske miserable og et kig indad kan være forfærdeligt ubehageligt. Men så er det jo godt vi er på vej mod inklusionens utopia, så lidelse nu og her kan klares. Men hov, hvem er det nu som også snakker om utopia afkoblet den menneskelige natur… Nå ja de dejlige kommunister (og idag også globalister) – der døde jo kun millioner og atter millioner under opbyggelsen af Stalins rædselsutopia. og hvor tæt var det nu han nåede på sit utopia?!

Men hvis vi ikke selv i tilstrækkelig grad kan forholde os til den syndige menneskelige natur, hvem kan så? Det kan Gud, og han ved præcist hvor syndige væsener vi er, og hvordan vi ikke kan finde ro og vej i livet uden Ham. Guds ord er evindeligt og har indtil videre været rodfæstet i Danmark i omtrent 1.000 år. Pride har måske været med os i en generation eller to. Mit helt store problem med Pride er, at det er mennesker, som sætter dagsordenen for, hvad organisationen står for og at målstolperne nærmest flyttes dagligt. Hvad der for nogle år siden var utænkeligt er nu blevet normen for Pride. Hvor går grænsen? Så snart jeg får grænsen for Pride at vide, så kan det være jeg bliver mere rolig. Idag forventes det, at du selv skal kunne vælge dit køn, du skal gå ind for seksualisering helt ned blandt små børn (var der nogen som sagde pædofili?), abort op til fødsel (my body, my choice – bare ikke ift. vacciner, her hedder kuren tvang, tvang, tvang). Relateret til debatten om valg af sit køn, så jeg denne video af en journalist fra Ekstra Bladet, hvor en række fremtrædende politikere var med til Pride. Flere spændende observationer:

• Mange partiledere deltog i Pride, fra Enhedslisten til Konservative, så hvis du vil Danmark så stem i hvert fald ikke på dem! Hvis du er stolt af det Danmark som dine forfædre byggede så kan du være sikker på ingen af disse partier vil dig det bedste.
• De fleste politikere i klippet mener, at der er vilkårligt mange køn, ja faktisk er det kun Søren Pape, der holder igen på den helt igennem ekstreme konto. Men hvad laver en konservativ dog til Pride – konklusionen er selvfølgelig, at han er en globalist i ulveklæder, der på ingen vis er konservativ.
• Politikerne tager let på emnet køn som om det er en smagssag eller ligesom at tage tøj på om morgenen. Betryggende at tænke på, hvordan de forvalter deres embede, der indbefatter et kolossalt ansvar…
• Alle politikerne i klippet er overbeviste om, at de selv er et af to køn. Selvfølgelig er de det. Enhver god socialist snakker altid udelukkende på andres vegne og beder folk om at gå mod øst mens de selv går mod vest.

Lad mig vende blikket mod vore forfædre og Gud. De vidste, at vi er syndige væsener og at såfremt vi baserer vores normer, kultur osv. på hvad der rør sig inde i os, så ender det galt, helt galt. Vi er alle i meget høj grad styret af vores følelser og hvad de fortæller os. Disse følelser er desuden ganske påvirkelige af alle de indtryk vi får i løbet af dagen. Dette ved enhver despot, der nogensinde har regeret. Tænk bare på Hitler, der fik en hel befolkning til at begå forfærdelige djævelske handlinger – det handler bare om, hver gang, at skubbe målstolperne lige så langt som folk kan håndtere. Derfor ved folkene bag Pride (ja der er folk som trækker i trådene bag forhænget) det selvfølgelig også, og de udnytter det kynisk og til fulde. De ved, at der er få ting, som er farligere end en folkestemning. Denne skabes ved fuld udbasunering i medierne gennem længere tid, indtil den følelsesdrevede hob har vænnet sig til tanken om en ekstrem ændring (for eksempel, at der er mere end to køn), der så implementeres i inklusionens tegn. Dette ender aldrig og er ligesom det umættelige monster Ungoliant fra Silmarillion (Tolkiens skaberværk), der ender med at ville spise sin herre Morgoth, da der ikke var grænser for Ungoliants grådighed. Endnu mere interessant, så siges det, at Ungoliant endte med at spise sig selv i grådighed – dette er præcist hvad Pride allerede gør og vil gøre i højere grad fremadrettet. Prides tilhængere vil aldrig blive tilfredse, fordi der er tale om et verdsligt utopia, som aldrig vil kunne bygges færdigt og hver gang tilhængerne mærker efter i deres følelser, vil de finde, at følelserne er uændrede, og at de er akkurat lige miserable.

Her på falderebet er par korte bemærkninger.

• Du tror du er frigjort hvis du er for Pride – hvad du ikke indser er, at du blot er en slave af globalister i stedet for Gud. Det er en brøkdel af mennesker, der kan tænke selvstændigt, hvorfor det er så, så vigtigt med ledelse funderet i visdom. Alt gammelt tankegods siger, at vi i det åndelige skal ledes af Gud og i det verdslige af ældre vise ledere, der ikke ønsker magt og har mærket livet – ikke en skrigende 20-årig eller en magtsyg globalist. Tænk på arrogancen der skal til for at mase sine verdslige ideer ned over hovedet på andre nationer (ja, jeg er med på, at kristne har missioneret i mange år.)
• Prides individfokusering er medvirkende til at rive de uvurderlige fælleskabsbånd over, som har bundet os sammen gennem så mange generationer. Pride-tilhængerne snakker om inklusion, men ekskluderer og nedvurderer hele rodnettet, som binder os verdsligt sammen.
• Har du børn, så tænk på om du ønsker, at de skal seksualiseres fra barnsben eller om ikke det var bedre at beskytte dem mod voksnes mentale skavanker af forskellig art. Christina Aguilera – LA Pride med børn eller I Boston, hvor paraden gennem byen lagde asfalt til en mand med en sok på sin penis og udklædt som kanin 🙁

Pride i Vesten er allerede gået for vidt, men der er heldigvis altid mulighed for at stoppe op og sætte foden ned og sige hertil og ikke længere – mine børn skal i ikke tage! Ligesom da Gandalf besejrede balroggen i Khazad-Dûm: “you shall not pass”.