Som jeg skrev i mit forrige indlæg om Silmarillion, så består første afsnit, Ainulindalë, af en skabelsesberetning, der minder ganske meget om Bibelens skabelsesberetning. Jeg kommer ind på, hvordan guden skaber sine hellige børn (“engle”) af sin tanke og spiller sange/melodier for dem til at forstå hvad det er Han ønsker sig af dem, en form for overordnet tema. Jeg kommer også ind på Melkor, der er en af de Hellige børn, som dog vil sit eget og vil herske. Slutteligt skriver jeg om skabelsen af Arda (den skabte verden) og gennem hele dette indlæg forsøger jeg at drage paralleller til Bibelen.

Således begynder Ainulindalë med, at guden Eru (den Ene), Ilúvatar i vores verden, skaber Ainurne (de Hellige) af sin tanke, hvilke er hans guddommelige børn. Allerede her hober parallerne til Bibelen sig op. For det første, at der er en absolut Gud, der er patriakalsk. Begge dele omfavner så at sige hele Tolkiens univers og resonerer så stærkt hos mig, fordi vores verden selvsagt også har en absolut Gud, der er patriarkalsk. I indlægget om min interesse for Silmarillion nævnte jeg, at hvis du kan lide Tolkiens univers, så er du kristen – her kan jeg passende tilføje, for at slå fast med syvtommersøm, at du samtidig er rundet af et patriarkalsk verdenssyn. I disse år forsøger alt for mange, desværre ganske effektivt, at ødelægge dette ved rødderne – gad vide hvordan det mon ender… Det var et sidespring. Om ikke andet, skaber Ilúvatar dernæst guder (Ainurne) under sig, der beskrives som hans børn. På lignende vis beskrives englene i Jobs Bog, kapitel 1, vers 6 “En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren”. Herefter begynder Ilúvatar at synge for dem, for at de skal forstå hvad han ønsker. Dette får mig med det samme til at tænke på Kong David og hvordan han spiller på sin harpe til ære for Gud. Eller i Femte Mosebog, kapitel 31, vers 19, hvor Gud taler til Moses: “Skriv nu denne sang ned. Lær israelitterne den, læg dem den i munden, for at denne sang kan være mit vidne mod dem.” Generelt er Sangen, bemærk stort S, helt central for Silmarillions skabelsesberetning. Den bliver en form for fortælling over hele jordens historie, ikke helt til slutningen, men et godt stykke ind. Dette viser med al tydelighed, at Tolkien agter sang og digtning meget højt, og ved hvor dybt det ligger i os at sætte pris på dette og at vi forstår ting i sang og melodi som vi kan forestille os i billeder, men har svært ved at sætte ord på. Rent videnskabeligt giver dette god mening, da sproget er en langt senere opfundet “kommunikationsteknik” end vores sanser.

Ikke alt er imidlertid lutter idyl, da en iblandt Ainurne, Melkor, ønsker at have sin egen sang. Han beskrives som den Ainur med størst magt og viden. Ilúvatar ved udemærket, at det faktum, at Melkor er den største kan være en gave, men samtidig også en forbandelse. Akkurat som med os mennesker, hvor det er så uendeligt vigtigt, at folk med magt forvalter den i Guds lys. Nå, tilbage til teksten , hvor Melkor ønsker at skabe sit eget selvom han bør vide, at han skylder Ilúvatar alt. Som pendant findes I Bibelen Satan, der er en af Guds tjenere, som ønsker at gribe ind i sagerne på jorden som for eksempel i Jobs Bog, hvor han vil vise at Jobs gudsfrygt ikke stikker så dybt som Gud tror. På mange måder er det, det samme, som Melkor gør ved især elvere, men også mennesker og dværge i Silmarillion – her tænker jeg på, at han utallige gange bagtaler og skaber splid blandt folk. Jeg vil komme mere ind på Melkor i senere indlæg, men værd at nævne her er også at det græske ord (vigtigt fordi Det Nye Testamente er skrevet på oldgræsk) for djævel διάβολος kan oversættes med “bagtaler” eller “anklager” og Satan, Σατάν, kan oversættes med “modstander”. Melkors handlinger og tanker gennem Silmarillion gør, at han falder ganske fint ind under både at være djævelen og Satan. Idet Melkor spiller sin egen melodi, begynder nogle af de andre Ainur at stoppe deres egen sang, mens andre spiller med på hans melodi. Helt generelt når ondskaben kryber ind, vil der være folk som bliver forvirrede og som kan mærke, at der er noget forkert over det som foregår og de vil stoppe med at “spille”, men der er også hvad jeg vil kalde “lemmingerne”, der blot følger med og lader melodi A substituere med melodi B, eller tankesystem A med tankesystem B.
Ilúvatar lader for en tid Melkors melodi spille, men rejser sig så op, med hvad der beskrives som et smil. Ilúvatar spiller herefter melodier, der beskrives som dybere end afgrunden og højere end himmelhvælvet indtil al sang efter en tid stopper. Kort sagt viser Ilúvatar her sine børn, at han er den mægtigste og, at de aldrig skal gøre sig tanker om at kunne skabe noget større end Ilúvatar. Altså fuldstændig som Gud er almægtig.

Akkurat som Satan, reagerer Melkor ved vrede og foragt, der ulmer inde i ham. Han kan ikke klare at se det smukke som andre har skabt. Ilúvatar spiller så en ny melodi for Ainurne, hvor verdenen Arda fremgår og elvere og mennesker mv. Værd at bemærke er, at inden skabelsen af Arda er der kun tomhed, altså ligesom der var tomhed inden Gud skabte verden. Alle Ainur ønsker herefter at skabe, hvad denne melodi frembringer, men Melkor ønsker at have magt over det skabte og vil underkue sig de skabte folk. Det der følger er i virkeligheden en hyldest til verden som den er skabt, hvor Ilúvatar forklarer/viser Ainurne, hvor smukt alting er, fra vindene, over træerne, til vandet og sneen, selvom ondskaben lurer og Melkor vil søge at ødelægge det gode. I Bibelen er der på samme vis masser af fortællinger, der forbinder os til jorden som den er skabt, bare tænk på Jesu lignelse om vintræet, sennepsfrøet eller den rige bonde samtidig med, at vi hele tiden skal være bevidste om ondskaben, som lurer lige om hjørnet hvis ikke vi passer på.

På dette tidspunkt sker skabelsen af Arda, hvor Ilúvatar skaber den evigt brændende ild, som er starten på Arda. Han skaber ilden ved at sige “Lad det blive til!” – med andre ord ved Ordet, ligesom Gud skaber ved Ordet. Jeg forestiller mig, at det minder om et brændende hjerte, altså her er tale om kærlighed, lidenskab, foranderlighed. Alt sammen meget centralt i en kristen symbolik. Så nedstiger Ainurne til Arda for at skabe det de har hørt i Ilúvatars sang og således går Tiden igang, hvilket igen er taget fra Bibelen, hvor du har Guds riges evighed og samtidig bryder han ind i Tiden gennem Kristus. Verden skabes nu af Ainurne ud fra den evigt brændende ild gennem en form for kamp mellem Melkor og resten af Ainurne, således bliver intet perfekt som i melodien/drømmen, men alting skabes og bliver beboeligt.

De sidste tider er også kort beskrevet, men kun Ilúvatar kender disse, hvilket er ligesom i Bibelen, hvor kun Gud ved hvad der kommer til at ske. Dog er det voldsomt interessant, at Tolkiens skabte univers har en rammefortælling med en start og slutning, ligesom vi har det. Generelt tror jeg på der ligger noget dybt indlejret i os, der har et brændende ønske om at vide hvad vi kommer af, men også hvordan det hele skal ende.

Som det er helt tydeligt ud fra dette skriv, så er skabelsesberetningen til hele Tolkiens univers indlejret i Kristendommen. Det kan der slet ikke herske tvivl om. I Bibelen er modstanderen i højere grad en indre kraft af ondskab (især i Protestantismen), mens det i Silmarillion er selveste Satan personificeret ved Melkor, som rent fysisk gør alle de ting Satan fra Bibelen ønsker. Dette er ikke overraskende i lyset af at Tolkien var Katolik, der som bekendt er en mere “fysisk” tro end Protestantismen.

Tak fordi du læste med. I næste indlæg vil jeg komme nærmere ind på nogle af disse Ainur, og hvordan der ligger især kristent tankegods bag dem.