Det er omtrent fire år siden jeg for alvor begyndte at gøre mig tanker om Gud og de større spørgsmål i livet. Eller sagt på en anden måde, det var første gang jeg oplevede at lytte til mennesker, der snakkede om Gud på en langt dybere måde, end jeg var kommet til at forvente gennem min opvækst. Tidligere havde jeg et billede af religion som noget for dumme, fortabte mennesker, der febrilsk forsøgte at holde fast i livet. Desuden var jeg gennem min skolegang vokset op med det billede, at religion var skyld i alverdens krige og elendighed og hvis vi først kom ud over religionen, så ville verden blive et langt lykkeligere sted.
Hvor fandt jeg dog ud af jeg havde uret, eller også er jeg blot en af de dumme fortabte, der bilder mig ind jeg har brug for Gud. Den evigt nagende tvivl… Jeg tror dog jeg her har fat i den lange ende.
På det pågældende tidspunkt arbejdede jeg i Mærsks finansafdeling og havde læst Økonomi (mere om det på et andet tidspunkt er jeg sikker på), hvor Gud om nogen har trange kår og ligger dybt begravet under parkeringskælderen. Jeg undredes over, hvordan folk kunne slide sig igennem livet med så kedelige arbejdsopgaver, og den ene meningsløse samtale ved kaffemaskinen og fredagsbaren efter den anden. I det første lange stykke tid tænkte jeg, at jeg burde være blevet psykolog, fordi det om noget handlede om at komme så dybt som muligt ind i det menneskelige sind. Jeg blev imidlertid løbende klogere, ved at lytte og læse psykologer og teologer og andre tænkere. Således kom jeg for et par år siden til den enorme erkendelse, at kristendommen er selve fundamentet for det Danmark vi i dag har. Wow, sikke en indsigt! Altså, ingen kristendom, intet Danmark, så simpelt kan det siges. Da jeg indså dette, blev jeg helt blæst bagover og mit verdensbillede blev på relativt kort tid vendt op og ned. Sagt med andre ord fik jeg en åbenbaring.
Samtidigt med denne store erkendelse, fandt jeg ud af, at mere eller mindre alle de personer (det kommer jeg til i andre indlæg) jeg lyttede til (primært timelange samtaler på Youtube), nærede en stor ærefrygt for Gud og var ganske ydmyge over for dette aspekt af tilværelsen. I stedet for de gennemindstuderede og ofte endda falske profeter i mainstream medier, hvor alt er iscenesat, lod jeg mig på sin vis overgive til disse troende enkeltpersoner, hvor jeg fandt stor fælles interessesfære og ikke mindst humor!
Tillad mig kort at dvæle ved humoren. Jeg har tidligere sjældent følt, komikeres falden på halen komik, for alvor var sjovt. Ej heller de så gængse under bæltestedet vittigheder. Tidligere tænkte jeg, at jeg nok bare havde en humor som få andre, og at den del af tilværelsen ikke var tiltænkt mig. Hvad jeg imidlertid fandt, var et millionstort fælleskab online, der delte min humor. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive denne humor, men det er ægte og jeg kan koble det som ytres sammen med personen der ytrer sig. Denne sammensmeltning af ægthed og person kan føre til de mest lattervækkende øjeblikke.
Nå, tilbage til emnet. Min regelmæssige kirkegang til søndagens højmesse begyndte for knap tre år siden. Jeg har egentlig altid godt kunnet lide kirkens rum, men som nævnt tidligere, havde jeg aldrig fået sat dybe nok ord på hvad kirkens rum er og dermed vedkendte jeg ikke tidligere, hvor meget jeg i grunden elsker dette rum. Der er noget fantastisk kontemplerende og livsbekræftende over det kirkelige rum. Rummet i sig selv, med himmelstræberisk højt til loftet, kunsten med al dens afgrundsdybe symbolik. Derudover går det hele op i en højere enhed, når rummet søndag efter søndag fyldes med fælles hyldest til Gud gennem fælles sang og reciteren af vers, prædiken og nadver – indøvet og perfektioneret gennem hundredevis af år!
Alt dette og mere til, har ført til, at jeg den dag i dag studerer teologi og er overbevist om, at jeg vil være præst efterfølgende. Tvivlen forsvinder nok aldrig helt, men jeg har aldrig været mere overbevist om, at det er det rigtige jeg laver i dag og jeg kan se en lys fremtid; som Augustin sagde om gudsforholdet: “Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig”!