Nu, i denne Påske, er jeg i færd med at læse Lewis’ (1898-1963), lille, store værk ‘Mere Christianity’ (1952, Dansk: ‘Det er Kristendom’). Inden jeg gik igang havde jeg ikke forventet det helt store af værket. Grunden til, at jeg overhovedet begyndte at læse værket var, at jeg håbede bedre at kunne forstå både Lewis’ og Tolkiens kristne tankegang omkring myter og deres respektive fiktive universer. Jeg er stadig ganske grøn inden for Kristendommen, men lærer skridt for skridt og håber i, der læser med, gør det samme. Mere Christianity er et værk som jeg kommer til at vende tilbage til gentagne gange, ligesom Højmessen om søndagen, da der er mange pointer jeg ønsker at udfolde, men som der ikke bliver plads til i dette indlæg.
Hvad jeg har fundet, her halvvejs gennem bogen, er, at jeg føler mig i øjenhøjde med Lewis’, der virker til at tale direkte til mig og allervigtigst ikke ned til mig. Du ved, den fantastiske følelse af, at forfatteren forstår dig og snakker netop til dig. Det er værd at gentage og notere sig i en verden, hvor jeg i tiltagende grad har følelsen af, at det er eliten, der fortæller mig hvordan det gode liv skal leves, uden i øvrigt selv at gøre det. Lewis skriver med andre ord ikke fra sit elfenbenstårn, men snarere som jævn menigmand. Der er ikke tale om en moderne lommefilosofi eller psykologisering af Kristendommen. Snarere lader Lewis’ mål til at være en venden tilbage til en Kristendom, hvor nutidens pomp, pragt og falskhed er skrællet bort. Med andre ord, hvor jeg står blottet, i al min syndighed, foran Kristus. Det stopper dog ikke her, for Lewis’ ønsker også at vise vejen, tilbage til Gud, ud af mørket. Det er ikke en let vej at betræde og den tager hele livet, men de glimt af lykke der opstår på vejen vil være det hele værd og hvis du er succesfuld i denne strabadserende rejse venter evigheden, om Gud vil, i himmelen.
Som jeg selv i nogen grad så på Kristendommen tidligere (Dog ikke bekendende ateist), så var Lewis i mange år erklæret ateist. Det var først i 1931 Lewis endeligt blev omvendt. Jeg vil ikke gå ind i detaljerne, men grundstenene til omvendelsen, var blevet lagt tidligere. Den endelige omvendelse skete efter sigende ved, at Tolkien, Lewis og deres fælles ven Hugo Dyson en septemberaften gik en tur, og snakkede om den dybere sandhed i myter. Så langt så godt, men Lewis mente ikke evangelierne var spændende på samme vis som andre myter, hvilket skyldes, at Gud rent faktisk blev menneske. Det fænomen tror jeg vi alle kender, at når noget bliver for virkelighedsnært, så har magien det med at forsvinde. Imidlertid blev Lewis overbevist om, at det faktum, at Gud blev menneske, altså at det evige brød ind i historien skulle behandles med samme ærbødighed som andre myter, forskellen var blot at dette rent faktisk fandt sted og var dermed desto større.
I dag ses Lewis af mange som en af de store nyere apologeter (græsk: apologetikos) for Kristendommen. Apologeter har eksisteret lige siden oldkirken og betyder forsvarer. Tilbage i oldkirken var det især et forsvar af Kristendommen mod beskyldninger fra de hedenske romere. Et eksempel herpå er Tertullian, der skrev en del på latin og i dag ses som en af grundlæggerne af den vestlige teologi. Som grundholdning er Lewis overbevist om, at du ikke kan komme til at tro gennem argumentation, hvilket jeg er helt enig i. Troen er en gave der ikke skænkes alle. Jeg er dog overbevist om, at du kan gøre dig mere modtagelig over for troen ved eksempelvis at være mere ydmyg. Lewis mener, at den mest effektive måde til at overbevise din nabo er at forsvare kristendommen således, at vedkommende selv må veje argumenterne mod hinanden. En ting, som Lewis gennem værket gør godt er, at han fremfører en kritik mod Kristendommen som han derefter piller fra hinanden på en ganske kraftfuld, ligefrem og ikke påtaget måde.
Et eksempel herpå er når Lewis, skriver om den underliggende moralske lære vi alle, i en eller anden udstrækning, bærer med os som kristne. Et typisk kritikpunkt af Kristendommen er, at det at gøre gode gerninger falder os alle naturligt gennem vores instinkter. Til dette svarer Lewis; hov, hov nu ikke så hurtig, så simpelt kan det ikke fremlægges (hvilket i øvrigt er sandt for utroligt megen kritik af Kristendommen). Hvis en mand jagtes af en bjørn så kan du som forbipasserende enten hjælpe vedkommende eller selv skynde dig væk. instinktet kan fortælle os begge dele. Lewis vil så sige, at den moralske lære fra Kristendommen kan tilskynde os til at gøre det ene eller det andet. I dette tilfælde kan det være at indgyde viljen til at følge pligten om at hjælpe næsten i nød. Et andet billede på det samme er det af et klaver, hvor hver tangent er udtryk for et menneskeligt instinkt. Det vil i så fald være melodien (den moralske lære), der fortæller, hvordan klaveret (det enkelte menneske) skal spille. Endvidere er der ingen, som gider høre på en enkelttonet melodi. sagt på anden vis – alt med måde, og pas på med en hedonistisk livsførelse!
Inden jeg slutter dette indlæg vil jeg også nævne Lewis syn på gerninger og hvordan det opbygger eller nedbryder karakteren. Jeg synes Lewis har en interessant pointe, idet han siger, at mange ser Kristendommen som et sæt af regler som man kan vælge at følge og så belønnes man eller omvendt. O, hvor ville det være dejligt, om man i denne videnskabelige tidsalder kunne putte Kristendommen ind i et Excel ark og beregne afkastet. Det kan man selvfølgelig ikke og Gud være lovet for det! Tværtimod, opbygger gode gerninger karakteren i retning mod Gud. Hver eneste handling sætter sig, om man vil, i sjælen. Videre skriver Lewis, at en sideeffekt af at gøre gode gerninger er, at du bliver mere og mere opmærksom på dine egne begrænsninger og ondskaben i dig selv. I nogen grad, fordi det kan være ganske hårdt at gøre det rigtige, da du kæmper mod selveste djævelen hver gang. Guleroden venter dog også efter dette liv – Såfremt du har gjort det rigtige, så vil himmelens porte åbne sig for dig akkompagneret af fanfare!
Mere om resten af bogen i et opfølgende indlæg.